ESDH udbudsnetværk
Ultimo november 2011 skrev KOMBIT kontrakt med Traen omkring en udbudt rammeaftale på ESDH-leverancer. Med udbuddet på rammeaftalen har KOMBIT på vegne af de deltagende kommuner opnået et realistisk niveau af de nye sags- og dokumentstandarder, der vil forbedre og effektivisere den offentlige sagsbehandling.
Seks kommuner deltog i KOMBITs ESDH-udbudsnetværk, som har arbejdet på et ESDH-udbud, der skulle give kommunerne en ny og forbedret ESDH-løsning. Løsningen skal, bedre end det er tilfældet i dag, kunne indgå i arbejdsgange, hvor der journaliseres automatisk fra fagsystemer. Det har haft stor betydning for netværket at få udbudt et realistisk niveau af de nye sags- og dokumentstandarder, som er en række fællesoffentlige standarder, der er udviklet for at forbedre og effektivisere den offentlige sagsbehandling. Ved køb af standarderne sikres kommunerne et bedre dataflow mellem ESDH-systemet og fagsystemerne, og på sigt billigere løsninger, da de dermed kan undgå dyre integrationer mellem systemerne. De nye sags- og dokumentstandarder er et vigtigt element i den fælles kommunale rammearkitektur, og vil for fremtiden være en fast del af KOMBITs løsninger.
De specifikke krav til de nye sags- og dokumentstandarder, der er udarbejdet i forbindelse med ESDH-udbudsnetværket, forventes at være tilgængelig for andre kommuner primo 2012.
ESDH-udbudsnetværket har været et tæt samarbejde mellem seks kommuner: Kerteminde,Tårnby, Vordingborg, Norddjurs, Syddjurs og Haderslev Kommune. Netværket har været ledet af KOMBIT, bistået af Rambøll Management Consulting.
